Kursusbeskrivelser

Grundkursus i rygestoprådgivning (gruppe, individuelt, unge)

Grundkursus i rygestoprådgivning er for sundhedspersonale, pædagogisk personale og andre, som skal arbejde professionelt med rygeafvænning. Du skal selv have været helt røg- og nikotinfri i mindst tre måneder, inden du deltager på et kursus.

Undervisningen omfatter teori og praksis om rygeafvænning og rådgivning. Som deltager får du kendskab til en række redskaber, rygeren kan benytte i forbindelse med rygestoppet. Du får desuden træning i at etablere en god og motiverende dialog med rygeren. Den skal sikre, at rygeren modtager din rådgivning positivt.

Fælles indhold på kurserne er: Nikotinafhængighed, rygestopprocessen, helbredskonsekvenser ved rygning og grundlæggende rådgivningsmæssige færdigheder.

Grundkurset findes i tre varianter - alt efter hvilken type rådgiver, du skal være, og hvem du skal rådgive:

Du kan tage grundkurset i én variant og supplere med en af de andre varianter på yderligere en kursusdag. Har du f.eks. taget grundkursus/gruppe, kan du på et 1-dags suppleringskursus tage grundkursus/individuelt eller grundkursus/unge.

Planlagte kurser: Se Kursuskalender

Andre Kurser

Efteruddannelse

At deltage i efteruddannelse forudsætter, at du tidligere har deltaget i ét af de tre grundkurser. 

Kom og Kvit (2 dage)

Bliv uddannet i at afholde det populære Kom & Kvit forløb – et rygestopforløb over 8 møder med løbende optag. Kurset er målrettet storrygere.

Kognitiv adfærdsterapi (2 dage)

Dette kursus er for dig, der ønsker viden om kognitiv adfærdsterapi, og hvorledes velafprøvede redskaber fra den kognitive adfærdsterapi kan inddrages i dine samtaler om adfærdsændringer.

Efteruddannelse: Røgfrit Liv - Rygestop i grupper (2 dage)

Efteruddannelse - Rygestop i grupper er for dig, der tidligere har gennemført et grundkursus og som ønsker ny inspiration og redskaber til din rådgivning.

Rygestop for socialt udsatte (1 dag)

Vi ved, at mennesker, der er socialt udsatte, ryger mere, er mere afhængige af nikotin og ofte har sværere ved at stoppe med at ryge. Vi ved også, at de ofte er interesserede i at blive røgfrie på lige fod med resten af befolkningen. På kurset tager vi udgangspunkt i, hvordan du bedst kan støtte dine borgere i at bevæge sig i retning af et røgfrit liv.

Rygestop og patienter (1 dag)

Opdateret 1-dags efteruddannelseskursus giver indsigt og redskaber til at målrette rygestopinterventionen og understøtte patienters ressourcer. Kurset tager udgangspunkt i en eksistentialistisk og kropslig forståelsesramme.

Planlagte kurser: Se kursuskalender

Motivér og henvis til rygestopforløb

Ud over efteruddannelseskurserne tilbyder Kræftens Bekæmpelse også andre kurser. De kan ses som enkeltstående tilbud. Det vil dog altid være en fordel, hvis du har taget et af vores grundkurser eller har noget erfaring med dig. 

Der er forskellige måder at arbejde med rygning og rygestop og forebyggelse af rygning. Her kan du vælge kurser, der klæder dig på til at henvise til rygestop - for forskellige målgrupper - både voksne og børn og unge. 

Motiverende Samtaler (2 dage)

På kurset indføres du i principperne bag og metoderne i Den motiverende Samtale, som er en veldokumenteret og anerkendt tilgang i arbejdet med livsstilsændringer.

Forebyggerkursus - unge (2 dage)

Forebyggerkurset er til dig, der vil forebygge rygning og usunde alkoholvaner blandt børn og unge mellem 12 og 16 år. Det kan være gennem dit arbejde på skoler, i fritids- og sportsklubber eller ved møder med de unges forældre.

Røgfrit liv - Korte samtaler med voksne (1 dag)

På kurset får du redskaber til at varetage korte motiverende samtaler med borgere om rygning og hjælp til rygestop. 

For mere information om kurser Se kursuskalender